Hvem drømmer ikke om at kunne besøge Maldiverne? Landet med de mange atoller, det azurblå hav og de svajende palmer. Maldiverne er virkelig fantastisk, så hvorfor ikke rejse dertil?
Mange tror fejlagtigt, at det kun er for de rigeste at holde ferie på Maldiverne. Sådan forholder det sig heldigvis ikke. For Maldiverne består ikke kun af resortøer – nej, der findes også lokale atoller, hvor du kan indlogere dig på hostels og hoteller i en helt anden prisklasse end resortøerne.
Hvilken ø skal du tage til?
Hvis du drømmer om at besøge Maldiverne, men ikke har et kæmpe budget, er øen Maafushi lige noget for dig. Det er en lille lokal atol, som udover hoteller også byder på hostels i et prisleje, hvor langt de fleste kan være med.
Hvad kan du lave på Maafushi?
Udover at slikke en masse sol og svømme i det klare vand, kan du også komme afsted på snorkelture, dykkerture og prøve andre former for vandaktiviteter. Priserne er i et leje, hvor langt de fleste kan følge med, og derfor er der også god mulighed for, at du kan komme afsted på nogle dagsture, uden det ødelægger feriebudgettet.
Hvordan kommer du dertil?
Der er forskellige muligheder for dig for at komme til øen; du kan vælge mellem alt lige fra en lokal færge til cirka 30 kroner per mand til speedbåd for flere hundrede kroner og vandhelikopter for et endnu højere beløb. Den lokale færge er anbefalelsesværdig, da den tager godt og vel halvanden time – under turen kommer du forbi flere atoller, og er du heldig, kan du også spotte delfiner i horisonten. Hvad er der ikke at elske ved det?