Australien kan for mange synes at være langt væk og derfor en destination, som er umulig at komme til – og derfor forbliver en drøm. Men, med en god portion vilje kan det sagtens lykkes at tage på en måneds roadtrip i Australien.
Hvor mange penge skal du spare op til et roadtrip i Australien?
Australien er en af de dyrere destinationer, og er prismæssigt på højde med Danmark. Det er dog en anelse billigere både at tanke brændstof og at handle fødevarer.
Hvis du gerne vil køre backpacker-stilen, er et godt estimat at spare 20.000 kroner op per mand, som ligger udover flybilletterne. Du kan sagtens leje en campervan (en bil, du kan sove i) for mellem 7.500-10.000 kroner afhængig af sæson, og hvor tidligt du er ude med at booke.
Derudover vil et dagligt budget på 1.000 kroner per dag for 2 mand ikke være at skyde helt ved siden af. Der er mange gratis overnatningssteder og oplevelser.
Hvorfor tage på roadtrip i Australien?
Australien er et helt fantastisk land, hvis landskab hele tiden ændrer sig. Her er alt lige fra bush og regnskove til de flotteste strande og koralrev – og det burde næsten i sig selv være grund nok til at tage af sted med det samme!
Australien byder desuden på et dyreliv, som er noget helt andet end det, du kender. Her kan du se alt lige fra vilde koalaer og kænguruer til papegøjer og slanger.
Noget helt tredje er, at de lokale (måske) er nogle af de sødeste mennesker på hele jordkloden. De er meget hjælpsomme og opmærksomme, og deres serviceniveau er helt i top.
Du kan derfor sikkert rejse rundt i Australien, da du altid vil kunne få hjælp fra en lokal 😊